Tilmeld nyhedsbrev

DR Kanaler 2020

DR Kanaler 2020

Seks tv-kanaler bliver til tre, og otte radiokanaler bliver til fem.
Det er konsekvensen af den spareplan, som DR skal til at gennemføre. Især sport og underholdning bliver ramt af den store sparekniv, hvor der i alt skal gennemføres besparelser for 420 millioner kroner, når planen er udfaset i 2021.

Herunder kan du se, hvad der kommer af store ændringer i DR:
Public service-kontrakten indgås mellem DR og kulturministeren for en fire-årig periode og præciserer, hvilke opgaver DR forventes at opfylde. Den første public service-kontrakt blev indgået for perioden 2003-2006.

TV og streaming:
DR2 og DR K lægges sammen til én tv-kanal, der skal have et fokus på samfund og kultur.
DR3 og DR Ultra kan fra 2020 kun ses online.
DR1 og børnekanalen Ramasjang fortsætter.

De korte tv-aviser klokken 17.50 og klokken 19.55 lukker. Det samme gør DR 2 Dagen.
Kulturmagasinet 'Gejst' lukker, og det samme gør 'Langt fra Borgen' og 'Sundhedsmagasinet'.
Livsstilsprogrammer som ´Antikduellen’ og ’Guld i købstæderne’ bliver der ikke lavet nye udgaver af efter 2018.
Og så vil TV-Avisen vil blive rykket frem til klokken 21.00 i 2020.

Spareplan rammer sport og underholdning
Under navnet DR2+ bliver der desuden udviklet digitalt samfunds- og kulturstof til streamingkanalen DRTV. DR2+ skal med flere nye formater og udsendelser primært målrettes yngre streaming-brugere. Nogle programmer vil lukke, mens andre fortsætter.

Sport og underholdning og udenlandsk fiktion kommer under sparekniven. De daglige sportsopdateringer på TV vil forsvinde, og de vil i stedet blive bragt på dr.dk. Det betyder, at DR fravælger dækning af visse store sportsbegivenheder, som for eksempel cykelløbet Tour de France og Champions League-håndbold. Store og samlende sportsbegivenheder som for eksempel VM i fodbold skal dog stadig også vises på DR,.

Desuden vil en række yderligere programmer på såvel tv som radio lukke de kommende år, i takt med at arbejdet med at udmønte spare- og udviklingsplanen skrider frem. Der skal dog findes yderligere 250 millioner kroner fra 2021 til 2023 for at nå i mål med besparelsen på 20 procent, siger generaldirektør Maria Rørbye Rønn. Hun fortæller, at man lige nu er i gang med at se på, om man kan nedbringe nogle af de faste udgifter.

Meningsmåling:
En nyere meningsmåling, fra august 2019, foretaget af Wilke for MediaWatch viser, at et lille flertal af danskerne synes det er ok, at DR lukker en række af deres nichekanaler på både radio og tv.

Ifølge målingen har 51,9 pct. af respondenterne svaret, at de ikke mener, at en ny regering bør stoppe lukningen af tv-kanalerne DR Ultra og DR3, mens 52,5 pct. har svaret nej til, at den nye S-regering bør stoppe lukningen af P6, P7 og P8. Omkring en trediedel af de adspurgte mener, at den nye regering helt eller delvist bør stoppe lukningen.

Til gengæld mener 46 procent af de adspurgte samtidig, at regeringen bør overveje af rulle besparelserne på DR helt eller delvist tilbage, skriver MediaWatch.

Det er DR selv, der har truffet beslutningen om at lukke nichekanalerne til nytår, efter at de af den forrige regering blev pålagt en større sparerunde. Beslutningen har vakt bekymring blandt en række organisationer og aktører i kulturbranchen, der mener, at DRs public service-forpligtigelse og mangfoldighed kommer under pres, når kanalerne bliver lukket.