Thorsvej 17, 6070 Christiansfeld 69120675

ChristinsfeldNet
- Brugernes eget kabelnet

Din indgang til en verden af underholdning...

Tilmeld nyhedsbrev

Café Hack

Café Hack

Tidligere Café Hack-vært sender nyt program sammen med YouSee

Søndag den 9. april er der premiere på et nyt program med tidligere ”Café Hack”-vært, Søren Dahl. Her vil han igen invitere kendte danskere ind til en snak på den aarhusianske cafe og fylde halvanden time med spændende samtaler og god musik. Alle kan lytte med via Facebook. Eller man kan lytte med via YouSee Infokanalen og YouSee Musik appen, hvis man er mobilkunde.

Nye platforme og fokus på godt indhold
Vi kan nu glæde os over, at alle danskere får mulighed for at høre programmet, da rigtig mange danskere var kede af at miste ”Café Hack" med Søren og hans interessante samtaler med kendte danskere.

Det kan kræve lidt tilvænning, hvis man ikke er vant til at lytte til programmer digitalt via Facebook eller en app. Derfor laver vi en række brugervenlige introduktionsvideoer.

Søren glæder sig til at møde danskerne rundt om i landet
”Vi sætter sammen med YouSee et helt nyt program i søen, men glæden ved at fortælle historier og møde nye mennesker er den samme som altid. Jeg har i 35 år rejst rundt i landet for at møde og tale med danskerne, og jeg elsker det,” siger Søren Dahl, der hver søndag vil være vært i programmet.

En del af optagelserne vil foregå på den legendariske Café Hack ved Aarhus Teater, som radioværten selv betegner som sit andet hjem.” Jeg har arbejdet her siden 1987, så jeg har 30-års jubilæum i år,” bemærker han.

Søren Dahl er nysgerrig af natur og sætter stor pris på at møde danskere rundt om i landet. Derfor vil optagelserne fra tid til anden flytte ud, hvor tingene sker.

”Jeg glæder mig til at komme ud og møde folk i hele landet, og vi vil kigge ind i hvilke begivenheder, der optager danskerne i løbet af året. F.eks. kunne vi godt tænke os at sætte nogle af de danske krimiforfattere stævne på Krimimessen i Horsens Statsfængsel og et andet nyt tiltag er, at mad som tema også kommer til at fylde mere i de nye programmer,” fortæller radioværten.

Det nye samtaleprogram har endnu ikke fået et navn, men ud over masser af interessante samtaler både på cafeen og rundt i det danske land vil programmet også få en større musikalsk bredde, end det havde tidligere. De nye programmer er kommet i stand via et samarbejde mellem Søren Dahl og YouSee, og radioværten ser frem til at udkomme i et nyt format.

”Vi har et godt samarbejde med YouSee og er glade for, at vi sammen med Danmarks største underholdningsdistributør kan gøre programmet tilgængelig for alle danskere. Vi glæder os til igen at underholde vores lyttere og er også spændte på at tage et skridt ind i fremtiden med både nyt format og nye platforme,” siger Søren Dahl.

Fakta om det nye program
Søren Dahl er vært. Han var i 15 år vært på ”Cafe Hack”, der var et af DR’s mest populære radioprogrammer med 1 mio. lyttere
- Hver uge inviterer han gæster ind til interessante samtale krydret med musik
- Programmet bliver sendt første gang 9. april og derefter hver søndag
- Alle kan lytte med via Facebook. Tv-kunder hos ChristiansfeldNet/YouSee kan også lytte med via deres infokanal og mobilkunder via YouSee Musik-appen
- Optagelserne vil hovedsageligt foregå på Cafe Hack i Århus, men Søren Dahl vil også rejse rundt i landet.